|
Sparekassen Ballings regler for handel med værdipapirer
1. Indledning
Følgende regler gælder, når du handler værdipapirer gennem Sparekassen
Balling. Ved værdipapirer forstås de instrumenter, der er nævnt i lov om
værdipapirhandel § 2, stk. 1.
Grundlaget for disse regler er bekendtgørelse nr. 809 af 29. juni 2007 om
investorbeskyttelse ved værdipapirhandel og bekendtgørelse nr. 213 af 5.
marts 2007 om værdipapirhandlerens udførelse af ordrer.
Sparekassen Balling tilbyder handel med obligationer, og aktier og andre
finansielle instrumenter. Du kan handle via Sparekassen Ballings filialer,
telefonisk kontakt eller via Portalbank. Hvis du handler via Portalbank,
gælder Sparekassen Ballings regler for handel med værdipapirer via
portalbank også. Sparekassen Balling anbefaler som udgangspunkt ikke at
anvende e-mails til ordreafgivelse, med mindre andet er specifikt aftalt.
Dette skyldes, at ordreafgivelse betragtes som tidskritisk, og at e-mails i
visse situationer ikke bliver modtaget og/eller læst straks.
Reglerne gælder også for
professionelle kunder og godkendte modparter i det omfang, det er relevant
jf. bilag 1 og 2 til bekendtgørelse nr. 809 af 29. juni 2007 om
investorbeskyttelse ved værdipapirhandel.
Sparekassen Balling har
inddelt sine kunder i kategorierne detailkunder, professionelle kunder og
godkendte modparter jfr. bekendtgørelsen om investorbeskyttelse. Din
kategori oplyses i særskilt brev.
2. Handelsformer
Sparekassen Balling tilbyder følgende handelsformer.
•
Strakshandel
•
Børshandel
•
Gennemsnitshandel
•
Markedskurshandel
•
Kommissionshandel
Hvis du ikke entydigt har
bestemt en anden handelsform, tager vi din ordre i kommission og afregner
den bedst muligt. Vi tager også ordren i kommission, hvis vi ikke kan
afregne ordren som en gennemsnitshandel.
Vi gennemfører som
udgangspunkt alle kundehandler via Sparekassen Kronjyllands egenbeholdning.
Sparekassen Balling
forbeholder sig under særlige omstændigheder ret til ikke at effektuere en
ordre fra dig. Det kan fx være, hvor kursforskel mellem bud og udbud er
uhensigtsmæssig stor, hvor der ingen kurs er, eller hvor der ikke løbende er
handel i det pågældende værdipapir. Sparekassen Balling kan vælge at udsætte
eller annullere din ordre.
2.1.1. Strakshandler
indenfor fondsbørsens åbningstid
Sparekassen Balling stiller strakskurser i en række værdipapirer. Ved
strakskurser får du straks at vide, til hvilken kurs du kan handle den
ønskede mængde værdipapirer til. Antallet af papirer kan variere fra dag til
dag, ligesom der kan ske udskiftninger i de papirer, der aktuelt stilles
strakskurser i. Hvis der på handelstidspunktet ikke er bud og/eller udbud på
værdipapiret, kan Sparekassen Balling vælge at fastsætte en strakskurs på
baggrund af en vurdering af den bedste opnåelige kurs ud fra værdipapirets
omsættelighed og det aktuelle kursniveau i markedet generelt set. Hvis
strakskursen er stillet på baggrund af en vurdering, vil dette fremgå af din
fondsnota. Du finder en nærmere beskrivelse af, hvordan vi stiller priser i
de efterfølgende afsnit.
Ved obligationer
fastsættes kurserne løbende, så kursen til enhver tid ligger inden for eller
på det bedst stillede bud og udbud i handelsposter i det pågældende
værdipapir på OMX Den Nordiske Børs København (OMX), reguleret med
Sparekassen Ballings normale tillæg/fradrag. Tillæg/fradrag vil fremgå af
din fondsnota.
2.1. 2. Strakshandel efter
fondsbørsens lukketid
Handler du værdipapirer efter fondsbørsens lukketid, stiller Sparekassen
Balling strakskurser i en række udvalgte værdipapirer, Kurserne tager
udgangspunkt i den officielle lukkekurs kl. 17.00. Da der ikke eksisterer et
officielt marked efter kl. 17.00, vil eventuelle kursbevægelser alene bero
på Sparekassen Ballings subjektive vurdering af nyheder og informationer,
som vi vurderer, har kursbevægende karakter og vil få betydning for
åbningskursen den kommende handelsdag. Sparekassen Balling skal kunne gøre
rede for, hvilke forhold der begrunder, at markedskursen er ændret efter kl.
17.00.
2.2 Børshandel
Børshandler er limiterede ordrer, som sendes direkte til OMX Den Nordiske
Børs København.
Du kan indlægge børshandel
i samtlige aktier og investeringsforeninger i tidsrummet 09.00 til 17.00.
Børshandel giver mulighed
for at byde ind i spreadet mellem bud og udbud. Ønsker du at købe, kan du
byde en kurs, der er lavere end bedste udbud, men højere end bedste bud. Din
ordre bliver ikke straks til en handel, men du indsnævrer spreadet, og står
forrest i køen, der byder på det pågældende værdipapir.
Børshandel kræver kendskab
til OMX Den Nordiske Børs Københavns handelssystem. Bl.a. er der risiko for,
at ordren bliver delt i flere små handler. Der er også en risiko for, at der
bliver en rest, som er mindre end den normale handelspost. Disse poster kan
ikke vises i OMX Den Nordiske Børs Københavns ordrebog. Ønsker du mere
information, kan du få udleveret vores ”Regler for selvbetjening –
Børshandel”.
2.3. Gennemsnitshandel
Gennemsnitshandler er handler med aktier og investeringsforeningsbeviser,
der afregnes over Sparekassen Kronjylland ’s egenbeholdning til en vægtet
gennemsnitskurs, som er dannet på OMX Den Nordiske Børs København. Der tages
udgangspunkt i ”15.30 gennemsnit – alle handler”, der er et vægtet
gennemsnit af alle handler gennemført på OMX Den Nordiske Børs København i
tidsrummet kl. 09.00 til 15.30.
I undtagelsestilfælde kan
ovennævnte afregningsprincip fraviges, fx i særlige markedssituationer,
eller i værdipapirer., hvor der ikke er løbende handel. Afviges
afregningsprincippet, betragtes handlen som en kommissionshandel. Det
betyder, at papiret enten handles over børsen eller på vilkår, der ligner
strakshandel. Hvis vi fraviger, vil det fremgå af din fondsnota.
Sparekassen Balling
anbefaler, at du limiterer dine gennemsnitsordrer, så du ikke bliver
overrasket over en uheldig kursudvikling fra du afgiver ordren indtil kursen
fastsættes. Se også beskrivelsen af limiterede ordrer under punkt 3.
2.4.
Markedskurshandel
En markedskurshandel er en handel i kommission, hvor Sparekassen Balling
vælger at afregne handlen via egenbeholdningen. Markedskurshandel kan
anvendes, hvis din ordre ikke kan afregnes som en gennemsnitshandel og
Sparekassen Balling vurderer, at du kan få den bedst mulige pris ved at
handle på vilkår, der ligner strakshandel.
Kursen på en
markedskurshandel fastsættes på samme måde som en strakshandel og det er
altid Sparekassen Balling, der er din modpart i handlen. Ved en
markedskurshandel kender du ikke prisen, når du afgiver ordren, som du gør
ved strakshandel, og at markedskurshandel er en af flere muligheder, som
Sparekassen Balling kan vælge at handle på.
Hvis
Sparekassen Balling stiller strakskurser i det pågældende papir, vil
markedskurshandlen blive afregnet til denne kurs. Se mere om hvordan vi
stiller priser for strakshandler under de enkelte papirtyper.
Hvis der på
handelstidspunktet ikke er bud og/eller udbud på OMX Den Nordiske Børs
Københavns SAXESS handelssystem, kan Sparekassen Balling vælge at fastsætte
kursen på baggrund af en vurdering af den bedste opnåelige kurs ud fra
værdipapirets omsættelighed og det aktuelle kursniveau i markedet generelt
set. Hvis vi fastsætter kursen på baggrund af en vurdering, vil dette fremgå
af din fondsnota.
2.5 Kommissionshandel
Handel i kommission vil sige, at Sparekassen Balling søger at få den bedst
mulige pris for dig ud fra de handelsmuligheder, der er til rådighed for det
pågældende værdipapir. Dvs. handlen gennemføres som en børs- eller
gennemsnitskurshandel. Sparekassen Balling kan også vælge at tage din ordre
i kommission og fastsætte kursen på din ordre som en markedskurshandel.
Kursen for
handlen bliver fastsat med udgangspunkt i den kurs, som Sparekassen Balling
har opnået eller kan opnå på markedet eller hos en anden markedsdeltager.
Hvis du ikke
entydigt har bestemt en anden handelstype, vil vi tage din ordre i
kommission. Vi tager også ordren i kommission, hvis vi ikke kan afregne
ordren som en gennemsnitshandel.
Hvis du
handler i kommission, kan Sparekassen Balling selv træde ind i handlen, dvs.
være din modpart i handlen. Dette vil fremgå af din fondsnota. Sparekassen
Balling kan kun træde ind som din modpart på samme vilkår, som der i øvrigt
handles til i markedet. Du kan derfor ikke lide tab eller opnå fordele ved
at Sparekassen Balling selv træder ind i handlen.
Ordrer i
kommission kan deles eller samles og handles til forskellige priser hen over
dagen, hvis markedet ikke giver mulighed for at afregne den fulde ordre på
en gang. Dette vil i givet fald fremgå af din fondsnota.
3. Limiterede ordrer
Du kan afgive ordre om køb/salg af værdipapirer, hvor du ved køb angiver en
maksimal kurs, og ved salg en minimumskurs. For limiterede ordrer gælder, at
handelsprisen skal overholde den limiterede kurs inkl. Sparekassen Balling`s
tillæg/fradrag, før handlen vil blive gennemført. Vi vil søge at handle
limiterede gennemsnitshandler i henhold til ordrebekræftelsen. Hvis vi ikke
kan handle indenfor 10 børsdage pga. markedsforhold, udløber den limiterede
ordre automatisk med mindre andet er aftalt.
I
undtagelsestilfælde kan ovennævnte afregningsprincipper fraviges.
Undtagelsestilfælde kan blandt andet opstå i særlige markedssituationer,
eller i værdipapirer hvor der ikke er løbende handel. Hvis
afregningsprincipperne fraviges, betragtes handlen som en kommissionshandel.
Det betyder, at papiret enten handles over børsen eller på vilkår, der
ligner strakshandel. Hvis vi fraviger, vil det fremgå af din fondsnota.
Kan en limiteret ordre,
der vedrører aktier, der er optaget til handel på et reguleret marked, ikke
udføres straks på gældende markedsvilkår, vil Sparekassen Balling forsøge at
udføre ordren hurtigst muligt, ved straks at offentliggøre den limiterede
kundeordre på en måde, der gør oplysningen let tilgængelig for andre
markedsdeltagere, medmindre du udtrykkeligt bestemmer andet.
Vi kan
opkræve gebyr for limiterede ordrer uanset om handlen gennemføres eller ej.
4. Handel
med værdipapirer noteret på Dansk Autoriseret Markedsplads og IFX-markedet
Dansk Autoriseret Markedsplads og IFX-markedet er værdipapirmarkeder, som er
godkendt af Finanstilsynet. Her kan du også handle til den kurs, som
Sparekassen Balling kan opnå på handelsdagen under hensyntagen til tid,
mængde og andre handelsvilkår i det hele taget. Sparekassen Balling er også
her forpligtet til at leve op til sædvanlig god og faglig standard og til at
tilgodese dine interesser.
Handel på
Dansk Autoriseret Markedsplads er som udgangspunkt altid handel i
kommission.
5. Handel med værdipapirer
noteret på udenlandske børser
Udenlandske værdipapirer kan handles som strakshandler eller
kommissionshandler.
Valutakursen ved handel
med udenlandske værdipapirer bliver fastsat ud fra Nationalbankens notering
2 bankdage før valørdagen inkl. Sparekassen Balling`s tillæg/fradrag
medmindre andet er aftalt. Herefter får du en fondsnota, som erstatter en
evt. foreløbig nota.
6. Handel med unoterede
værdipapirer
Handel med unoterede værdipapirer er altid kommissionshandel.
7. Politik for
ordreudførelse
Når Sparekassen Balling udfører din fondsordre, sker det altid i
overensstemmelse med vores opstillede politik for ordreudførelse, hvis vi
ikke har aftalt andet.
Når Sparekassen Balling
udfører fondsordrer vil vi altid søge det bedst mulige resultat for dig,
idet der tages hensyn til pris, omkostninger, hurtighed, gennemførelses- og
afregningssandsynlighed, omfang, art og andre forhold, der er relevante for
udførelsen af ordren (best execution).
Hvis der foreligger en
specifik instruks fra dig, vil Sparekassen Balling udføre ordren efter
instruksen. Udførelse af ordrer efter din specifikke instruks kan medføre at
Sparekassen Balling forhindres i at opfylde sin best execution-forpligtelse.
7.1. Faktorer der påvirker
opfyldelse af best execution
For at opnå best execution tager Sparekassen Balling hensyn til alle de
faktorer, der sætter os i stand til at levere den bedst mulige samlede pris.
Den samlede pris er kursen
på det finansielle instrument og alle udgifter, som er direkte knyttet til
ordren.
Andre faktorer som
hurtighed, sandsynligheden for at kunne udføre ordren og afviklingen heraf,
ordrens størrelse og art, samt markedsvirkning får kun fortrinsstilling over
for den umiddelbare pris og de umiddelbare omkostninger, når de medvirker
til at opnå den bedst mulige samlede pris for dig.
7.2 Udførelse af ordrer
uden om et reguleret marked
For at opnå best execution kan Sparekassen Balling vælge at udføre dine
ordrer uden om et reguleret marked eller gennem andre handelssystemer - for
eksempel ved at handle mod Sparekassen Kronjylland s egenbeholdning. Når du
accepterer denne politik for ordreudførelse, accepterer du derfor også, at
Sparekassen Balling kan udføre dine ordrer uden om et reguleret marked eller
et andet handelssystem.
7.3. Handelssteder
Sparekassen Balling benytter en række handelssteder, der sætter os i stand
til stadighed at opnå det bedst mulige resultat ved udførelsen af
kundeordrer.
Sparekassen Balling
vurderer regelmæssigt, om handelsstederne giver det bedst mulige resultat
for kunderne.
En komplet liste over de
handelssteder, Sparekassen Balling benytter, udleveres i Sparekassen
Ballings afdelinger og kan ses på Sparekassen Ballings hjemmeside.
7.4 Handel med
værdipapirer på et reguleret marked eller gennem et andet handelssystem
Sparekassen Balling udfører ordrer om handel med aktier på et reguleret
marked eller et andet handelssystem på en af følgende måder:
-
Ordren lægges straks ind på det regulerede
marked, hvor vi forventer at kunne opnå best execution. Som udgangspunkt
vil det være på det regulerede marked, hvor aktien er mest likvid.
-
Ordren udføres mod Sparekassen Kronjylland s
egenbeholdning til en kurs, der på handelstidspunktet ligger på eller
inden for det bedste bud henholdsvis udbud på det mest likvide marked for
aktien.
-
Ordren udføres direkte mod en anden kundes
ordre til en kurs, der på handelstidspunktet ligger på eller inden for det
bedste bud henholdsvis udbud på det mest likvide marked for aktien.
-
Ordren formidles videre til en anden
værdipapirhandler, som ekspederer din ordre i overensstemmelse med
Sparekassen Ballings politik for ordreudførelse.
-
Orden udføres mod Sparekassen Kronjylland s
egenbeholdning til en pris, der er aftalt med dig på forhånd.
-
Ordren deles op og udføres i
overensstemmelse med en eller flere af ovenstående metoder.
7.5 Handel med
værdipapirer, der ikke er optaget til handel på et reguleret marked eller
gennem et andet handelssystem
Sparekassen Balling afregner værdipapirer, der ikke er optaget til handel på
et reguleret marked eller et andet handelssystem, til en kurs, der giver dig
den bedst mulige samlede pris. Vi tager bl.a. hensyn til rente- og
kursudviklingen, viden om udbud og efterspørgsel i markedet, kursen på
eventuelt tilsvarende værdipapirer og tilgængelige markedsrelevante
oplysninger om udstederen af værdipapiret samt forholdene i øvrigt.
7.6 Handel med andele i
investeringsforeninger
Sparekassen Balling placerer ordrer om handel med andele i
investeringsforeninger hos det relevante investeringsforvaltningsselskab.
7.7 Fondsnota og
bekræftelser
Når Sparekassen Balling på dine vegne har
udført en ordre, som ikke er udført i forbindelse med porteføljepleje, vil
vi hurtigst muligt give dig de vigtigste oplysninger om udførelsen.
Sparekassen Balling forbeholder sig ret til at give oplysninger ved brug af
standardkoder.
Sparekassen Balling sender
en fondsnota til dig senest den første hverdag efter udførelsen. Hvis
Sparekassen Balling modtager bekræftelsen fra tredjemand dog senest den
første hverdag efter vi har modtaget bekræftelsen. Dette gælder dog ikke,
hvis fondsnotaen indeholder de samme oplysninger som en fondsnota, der
straks sendes til dig af tredjemand.
Når du handler
obligationer i forbindelse med belåning af fast ejendom, kan Sparekassen
Balling sende de vigtigste oplysninger om udførelsen og fondsnotaen sammen
med de øvrige oplysninger i belåningssagen, dog senest én måned efter
handlens gennemførelse.
Ordrer fra en detailkunde
i forbindelse med andele i kollektive investeringsforeninger og andele i
andre institutter for kollektiv investering, der udføres periodisk, vil
Sparekassen Balling enten sende dig fondsnotaer, eller give dig oplysninger
om ordrens udførelse mindst hver 6. måned.
For så vidt angår mere
specielle finansielle instrumenter som pantebreve, futures, optioner og
tilsvarende produkter vil oplysningerne blive givet i det omfang, det er
muligt og relevant og under hensyntagen til markedskutymen og de forhold,
som disse finansielle instrumenter handles under.
Sparekassen Balling
oplyser om status på ordren, når du anmoder om det.
7.8 Indsigelse mod
fondsnota og bekræftelser m.m.
Har du indsigelser mod indholdet af din fondsnota eller har du ikke modtaget
notaen, skal du straks reklamere overfor os. Hvis du reklamerer for sent,
kan det betyde, at Sparekassen Balling ikke kan stilles til ansvar for en
eventuel skade, som kunne være undgået/minimeret, hvis du havde henvendt dig
i tide.
7.9 Annullering af
fejlhandler
Sparekassen Balling forbeholder sig ret til at annullere allerede indgåede
handler, hvis der er tale om fejlhandel. Ved fejlhandel forstås handler,
hvor der i forbindelse med tilvejebringelsen, afsætningen eller
prisfastsættelsen på det relevante handelssted har været tale om en fejl, og
hvor modparten reklamerer straks.
Beslutter det relevante
handelssted at annullere en handel, tilbagefører Sparekassen Balling
relevante instrumenter og midler til parterne. Annulleres din handel, vil du
hurtigst muligt få besked fra os. Hvis ordren ønskes gennemført på ny, skal
Sparekassen Balling kontaktes.
7.10 Revurdering af
politik for ordreudførelse
Sparekassen Balling vurderer en gang årligt, om Politik for ordreudførelse
fungerer efter hensigten, og afhjælper eventuelle mangler.
8. Valutakurs
Valutakursen ved handel med udenlandske
værdipapirer bliver fastsat ud fra Nationalbankens notering to bankdage før
afviklingsdagen (valørdagen) inkl. Sparekassen Ballings tillæg/fradag,
medmindre andet er aftalt.
9. Priser
Når du handler værdipapirer, betaler du en kurtage til Sparekassen Balling.
Kurtagen beregnes af kursværdien. Når du køber, lægges kurtagen til
afregningen, og når du sælger, trækkes kurtagen fra afregningen. Afhængig af
handelstype kan der forekomme tillæg eller fradrag til kursen. Kurtage,
tillæg, fradrag og evt. andre omkostninger fremgår af din fondsnota.
De aktuelle priser fremgår
af Sparekassen Balling’s til enhver tid gældende prisliste.
10. Afvikling af
fondshandler
Ved afvikling forstås betaling for og
levering af handlede værdipapirer. Afviklingsdagen er, når intet andet er
aftalt, tredje børsdag efter handelsdagen. Afviklingsdagen er samtidig
valørdag/ rentedato.
For udenlandske
værdipapirer gælder særlige frister og regler for afvikling, som du kan få
oplyst i Sparekassen Balling.
Vi leverer værdipapirer,
som du har købt, på betingelse af, at du betaler afregningsbeløbet senest på
afviklingsdagen. Du kan normalt først disponere over købte værdipapirer
registreret i værdipapircentralen den anden bankdag efter afviklingsdagen.
Vi afregner beløb for
værdipapirer, som du har solgt, på betingelse af, at vi får ubetinget
ejendomsret over de værdipapirer på afviklingsdagen.
Værdipapirer registreret i
Værdipapircentralen skal være registreret i kundens depot senest børsdagen
før afviklingsdagen. På afviklingsdagen må der ikke være registreret
rettigheder over de værdipapirer, der strider mod salget - fx pantsætning
eller købte værdipapirer, du endnu ikke kan disponere over.
Hvis
en handel ikke kan afvikles på afviklingsdagen pga., at du ikke kan betale
eller levere, er du erstatningsansvarlig efter dansk rets almindelige
regler. Ved handler, der gennemføres i kommission, bærer du risikoen for, at
den part, som Sparekassen Balling har handlet med, kan betale eller levere.
Vi henviser i øvrigt til
vores Regler for opbevaring af værdipapirer i depot.
11. Sammenlægning af
ordrer
Kundeordrer eller transaktioner kan lægges sammen, når Sparekassen Balling
udfører ydelser for dig. Det sker fx når størrelsen på kundeordrerne ikke
harmonerer med omsætningen på det relevante marked. Det vil derfor typisk
være til din fordel. Sparekassen Balling sikrer, at ordrerne lægges sammen,
så de ikke skader efterfølgende ordrer.
12. Handel med
pensionsmidler/-depoter
Du skal være specielt opmærksom på reglerne om anbringelse af
pensionsmidler, når du handler værdipapirer. Reglerne går ud på, at du
maksimalt må placere 20 % af din pensionsordnings værdi i aktier, ansvarlig
kapital mv. udstedt af samme selskab. Overskrider du denne grænse på
købstidspunktet medfører det jf. lovgivningen, at din pensionsopsparing
mister sin skattemæssige status. Den skal i så fald ophæves og du skal
betale afgift til staten. Vi anbefaler derfor, at du søger rådgivning, hvis
du er i tvivl om, du investerer efter reglerne.
13. Navnenotering
Sparekassen Balling navnenoterer som udgangspunkt alle danske aktier og
investeringsbeviser. Hvis du ikke ønsker dette, skal du aktivt vælge
navnenotering fra, når du afgiver ordren. Du kan ikke navnenotere aktier og
investeringsbeviser ved handel med aktier noteret på udenlandske børser.
14. Behandling af
personoplysninger
I forbindelse med handel af værdipapirer
indsamler og behandler Sparekassen Balling personoplysninger, der er
nødvendige for at kunne gennemføre den enkelte handel eller yde
investeringsrådgivning. Sparekassen Balling kan videregive oplysninger til
offentlige myndigheder i henhold til særlige lovkrav.
15. Optagelse af
telefonsamtaler
For at betjene dig korrekt, kan Sparekassen
Balling vælge at optage telefonsamtaler om handel med finansielle
instrumenter.
16. Force majeure
Sparekassen Balling påtager sig intet ansvar
for den eventuelle skade, en udenlandsk eller dansk agent måtte være skyld
i, i forbindelse med udførelsen af en opgave for Sparekassen Balling.
Tilsvarende gælder skade, der skyldes en børs, clearing-/værdipapircentral
eller lignende institutter.
17. Ændringer til disse
retningslinier
Sparekassen Balling kan ændre "Regler for
handel med værdipapirer" uden varsel, hvis ændringerne er til fordel for
dig. Sparekassen Balling kan ændre "Regler for handel med værdipapirer", med
et passende varsel i overensstemmelse med Sparekassen Balling's almindelige
forretningsbetingelser eller forskrifter i lov eller anden offentlig
regulering. Du kan altid få de nyeste vilkår i Sparekassen Balling eller på
Sparekassen Ballings hjemmeside.
18. Andre regler
Ud over disse regler henvises til Regler for opbevaring af værdipapirer i
depot og Sparekassen Ballings almindelige forretnings- og lånebetingelser, i
det omfang de ikke er fraveget i disse regler.
Finanstilsynet, Gl.
Kongevej 74a, 1850 Frederiksberg C har givet Sparekassen Balling tilladelse
til at drive pengeinstitutvirksomhed.
|