Nu er det billigere at låne til et sommerhus

Folketinget har vedtaget, at man kan låne helt op til 75 pct. af prisen på et sommerhus med realkreditlån mod tidligere 60 pct. Det gør det billigere at belåne sommerhus.

Sommerhuse er med et slag blevet lidt billigere at belåne. I hvert kan man låne lidt mere med et realkreditlån frem for andet dyrere lån. Folketinget har nemlig vedtaget, at hvis man skal købe et sommerhus til en million kr., så må man nu låne op til 750.000 kr. med realkredit mod tidligere 600.000 kr.

- De nye regler kan forhåbentlig give flere mulighed for at få drømmesommerhuset. Når muligheden for at belåne mere med realkredit øges, så gør det boligkøbet billigere, hvis alternativet er, at man ellers skal optage anden dyrere gæld for at få sig sommerhus, siger Karl Krogh Simonsen, Sparekassen Balling.

De senere år er priserne på sommerhuse blevet holdt i skak og i nogle egne af landet ligefrem faldet, mens det modsatte har været tilfældet på markedet for helårshuse. Det nye tiltag skal ses i lyset af et politisk ønske om at gøre det billigere at finansiere fritidshuse og billigere at modernisere og renovere eksisterende huse.

- De nye regler kan måske få priserne på sommerhuse til at stige lidt, men overvejer man at købe sommerhus, skal man ikke skynde sig af frygt for, at prisen stiger, men i stedet fokusere på, at man køber det rigtige sommerhus, som passer til ens behov og økonomi, siger Karl Krogh Simonsen.

Hvor meget man kan spare afhænger blandt andet af låntype, løbetid, rente og sammensætningen af lån.