Førstegangskøber

Tænk langsigtet – og andre gode råd til førstegangskøbere

Af Sune Malthe Thagaard, Totalkredit

Er du ved at tage springet ind på boligmarkedet, er der meget, du skal tage stilling til. Du synes måske, at det til tider er lidt uoverskueligt, og det er du ikke ene om. Her får du nogle gode råd om, hvad du kan overveje, når du køber bolig for første gang.

Lang tidshorisont

Et af de vigtigste råd er, at du skal forvente at bo i boligen i mange år. En lang tidshorisont er en fordel, fordi det koster penge at købe og sælge bolig, bl.a. til ejendomsmæglersalær og gebyrer til bankerne og staten til optagelse af lånet.

Derudover kan boligpriserne falde, og så risikerer du, at boligen bliver mindre værd end det, du har lån for i boligen. De fleste førstegangskøbere har både et realkreditlån på 80% af boligens værdi og et banklån oveni, der kan være på helt op til 15%. Samlet kan lånet altså udgøre helt op til 95% af boligens værdi.

De første år efter boligkøbet skal der derfor ikke ret meget til, før et fald i boligprisen gør, at boligen bliver mindre værd end gælden. Men med tiden får du afdraget på gælden, og derfor bliver du mere modstandsdygtig over for prisfald, jo længere tid du bor i boligen.

Køb efter behov

Du skal kun købe en bolig, hvis du har behov for et sted at bo. Det kan være fristende at forsøge at købe på ”det rigtige” tidspunkt og få en gevinst i form af en højere pris ved et fremtidigt salg. Det er en risikabel strategi, da boligmarkedet hurtigt kan vende.

Det er derfor ikke en god idé at fremskynde et køb i tider med stigende priser for ”at komme med på vognen” eller at udskyde et køb i håbet om lavere priser. I de tidlige dage af coronakrisen talte mange økonomer om, at boligpriserne ville falde, fordi fremtiden var meget usikker. Jeg var selv en af dem. Og det skete ikke. Boligpriserne steg tværtimod markant.

Med andre ord: Selv erfarne økonomer kan ikke time markedet præcist.

Spar op

Begynd at spare op i god tid, så du har til udbetalingen. Som minimum skal du selv komme med 5% til udbetalingen, men derudover er der også udgifter til flytning, maling og andre forbedringer.

Samtidig betyder et boligkøb ofte, at dit rådighedsbeløb falder, fordi dine faste udgifter stiger. De fleste får simpelthen færre penge, de kan spendere på restaurantbesøg, ferier, tøj m.m. Derfor er det nyttigt, hvis du kan vise banken, der skal låne dig penge, at du kan leve for mindre end hele din løn.

Det er samtidig en god måde for dig selv at prøve, hvordan det føles at leve for en andel af din løn, der svarer nogenlunde til dit rådighedsbeløb efter boligkøbet.

Det er ikke sjovt, hvis du sætter dig så hårdt i boligen, at det begrænser dit øvrige forbrug for meget.

Se på en masse boliger

Du skal som sagt have en lang tidshorisont, når du køber bolig. Derfor kan det være en rigtig god idé at se på mange forskellige boliger i forskellige områder, så du får den bolig, der passer bedst muligt til dine behov.

Skal boligen ligge centralt, eller er det vigtigere for dig at have god plads? Ønsker du en have eller altan? Overvej også gerne, om dit behov ændrer sig i de kommende år, fx fordi der potentielt er en familieforøgelse på vej.

Tal med din rådgiver

Men inden du bruger hver weekend på at gå til fremvisninger og hovedkulds forelsker dig i drømmehuset eller den perfekte lejlighed, så tag en snak med din rådgiver. Her kan du få et overblik over din økonomi og en snak om, hvor meget du har lyst og råd til at betale hver måned for din fremtidige bolig.

Du kan nu fokusere din boligjagt og undgå at spilde din dyrebare fritid på de forkerte boliger. Og endnu vigtigere: Du undgår unødvendige skuffelser i jagten på drømmeboligen.